I denne brilleguide kan du finde en række gode råd til at vælge briller. Du skal både tænke på, hvilken brug brillerne er beregnet til, hvad du vil signalere og hvilke briller, der klæder dig. Briller sidder af gode grunde lige midt i ansigtet, og derfor er de en markant del af dit look.
Vores brilleguide hjælper dig med at overveje hvilken type briller, du har brug for, men husk at din optiker er den allerbedste brilleguide. Optikeren er ikke kun uddannet i at måle dine øjne og tilpasse briller, men har også erfaring i at finde et flot par briller til dig.
Brilleguiden giver et fingerpeg om, hvilken briller der kan være noget for dig, men husk at stel og glas også skal passe sammen. Alt efter hvilken type glas du skal have, kan du ikke nødvendigvis vælge alle typer stel. Har du en mere udtalt synsfejl, kan glassene være lidt tykkere og kræver ofte et kraftigere stel, for at brillen skal se harmonisk ud. Synsfejlen bestemmer også i hvilken grad glassene buer og hvor synsfelt og linse skal lægges, hvilket kan have indflydelse på stelstørrelsen. I de allerfleste tilfælde vil du dog have et stort udvalg af briller at vælge imellem, og din optiker kan guide dig til par briller, du bliver tilfreds med.
Vælg briller efter funktion og hvad der klæder dig. Du kan sagtens skæve lidt til, hvad der er moderne lige nu, men de fleste har deres briller mindst et par år. Derfor er det ofte en god idé at vælge efter din egen stil, så du gerne vil se på brillerne i et stykke tid.
Skal du kun bruge briller som aflastning til kontaktlinser, eller til visse funktioner, kan du måske vælge et lidt vildere brillestel end hvis du næsten altid bruger brillerne.
Bruger du primært brillerne til computerarbejde, som læsebriller og til andet detaljeret arbejde, skal synsfeltet være godt og dækkende, der hvor du kigger hen, når du arbejder. Det er eks. nedad når du læser, og lige ud og ned, når du arbejder på en computer.
Bruger du brillerne til at køre bil, og til hverdagsbrug, bør de have et godt synsfelt hele vejen rundt, så du kan beholde overblikket, uden at skulle bevæge hovedet for meget rundt.
Brillerne skal først og fremmest sidde behageligt. Selve brilleglasset skal dække størstedelen af dit aktive synsfelt, så det er behageligt at se og brillen opfylder sin funktion.
Dine briller bør ikke glide ned ad næsen, heller ikke når du bevæger dig. Brillestængerne skal hvile let på ørerne, og må ikke gnave. Brillen skal sidde symmetrisk og lige i ansigtet – de fleste af os har faktisk lidt skæve ører, så stængerne skal ofte justeres for at brillerne passer. Du bør få hjælp fra din optiker til at justere brillerne, så de sidder optimalt.
Dine briller skal passe både til stil og personlighed og dit ansigt. Nedenfor kan du læse vores brilleguide til hvilken facon og farve, der som udgangspunkt er klædeligt til forskellige ansigtsformer og farvetoner. Hos din optiker kan du prøve briller i din foretrukne stil. Optikeren kan også guide dig til et par briller og give dig vejledning.
Brillernes farve skal klæde din hud- og hårfarve. Vælg gerne en farve, der står godt til de mest brugte farver i din garderobe. Så er du sikker på at brillen passer til det meste af dit tøj. Farver du håret, bør du vælge stelfarve efter hudtone. Gå efter kølige farver, hvis du har en kølig hudtone og varme farver, hvis du har en varm hudtone.
Til nye briller kan det også være nødvendigt med nye makeuprutiner. Briller giver naturligt et større fokus på øjenområdet, hvilket også kan øge opmærksomhed på makeuppen. Lyse brillestel og lette stel vil ikke give helt den samme opmærksomhed og indramning af øjnene som mørke, farverige eller kraftige stel giver.
Find butik