Hvad kan jeg forvente af mit syn?

Synet ændrer sig gennem hele livet. Hvis du tænker ‘Mit syn har altid været knivskarpt, og nu skal jeg pludselig bruge briller for at kunne læse i en bog eller se tv’, så er du ikke den eneste. Som barn og ung ser mange af os knivskarpt, men det er desværre ikke nogen garanti for, at vores syn også fungerer perfekt, når vi bliver ældre.

Udviklingen af mit syn

Nyfødte børn kan ikke se ret meget, men allerede når de er omkring 4-6 uger gamle udvikler deres syn sig så meget, at de kan fokusere og fiksere på ting og mennesker omkring sig. Når barnet er omkring 6 måneder, vil synet være så udviklet, at øjnene kan følges ad, når man bevæger genstande foran dem. Når barnet er 2-3 år, kan man udføre synsprøver, der afslører f.eks. bygningsfejl og nedsat syn, og barnet behøver ikke at kunne tale for at gennemføre en synsprøve. Det er muligt at forebygge og i nogle tilfælde endda helt forhindre eventuelle synsproblemer som f.eks. skelen, hvis man opdager dem i en tidlig alder. Der er visse tegn, som kan tyde på, at et barn har nedsat syn. Hvis barnet altid drejer hovedet, så det kun ser med det ene øje, sætter sig helt tæt på tv’et, klager over hovedpine, kniber øjnene sammen eller skeler, så er det en god idé at besøge din lokale optiker. Børn under 10 år skal konsulteres af en øjenlæge første gang de skal have briller.

Hvis eventuelle synsproblemer ikke opdages tidligt, vil mange opleve problemer med træthed, hovedpine og koncentrationsbesvær i teenagealderen og de tidlige voksenår. I denne alder er synet fuldt udviklet, men synsproblemer fra den tidlige barndom kan være forværrede og dermed forårsage problemer. Hos mange ser man de første tegn på nærsynethed i teenageårene. Det er derfor vigtigt at få foretaget en synsprøve regelmæssigt, da denne vil afsløre eventuelle problemer.

Mit syn er blevet ringere med årene

Hvis du oplever, at dit syn forringes med årene, er det helt normalt. Omkring 40-års alderen ændrer synet sig nemlig for de fleste mennesker. Fokuseringsevnen falder, og det betyder, at avisen eller computerskærmen skal længere væk, for at du kan se skarpt. Man kan også opleve symptomer som hovedpine, svimmelhed og trætte, sviende øjne, og mange mister lysten til at læse.

Med alderen kan der opstå problemer, som ikke kun skyldes bygningsfejl og fokuseringsproblemer. Trykket i øjet kan stige, og det kan være tegn på begyndende grøn stær. Samtidig bliver nethindeproblemer mere almindelige med alderen, og disse problemer skal behandles, så de ikke medfører varig skade på synet. Det er vigtigt at lade en optiker kigge på øjnene, hvis du er i tvivl.

En del kvinder oplever, at deres syn forværres under graviditet. Det skyldes udsving i hormonbalancen og kan give tørre øjne, sløret eller forvrænget syn og pletter for øjnene. Det er helt normalt, og i de fleste tilfælde vil disse problemer forsvinde igen efter de er færdige med at amme.

Hvordan ved jeg, at mit syn har ændret sig?

‘Har mit syn altid været så uklart?’. Mange af os har prøvet det – vi sidder foran tv’et, i bilen eller læser avisen, og vi kan simpelthen ikke læse underteksterne eller skiltene ordentligt. Man kan godt komme i tvivl, om det altid har været sådan eller om synet rent faktisk er blevet dårligere. For det meste er den god nok, dit syn er blevet ringere og det vil det sandsynligvis blive ved med resten af livet. Hvis du oplever regelmæssig og vedvarende hovedpine, er det ofte et tegn på, at du skal anstrenge dine øjne meget for at kunne se klart. Har du rundet de 40-50 år og har du brug for mere lys om aftenen end du plejer eller skal avisen længere væk, når du læser, skyldes det formentlig aldersbestemt langsynethed. Dette kan heldigvis i de fleste tilfælde afhjælpes med briller eller kontaktlinser. Oplever du dobbeltsyn eller røde øjne, bør du opsøge din optiker eller øjenlæge, da dette kan være tegn på øjensygdomme, som kan opereres eller afhjælpes, hvis de opdages tidligt.

Jeg vil gerne have tjekket mit syn

Hvis du kan nikke genkendende til nogle af disse problemer, er det på tide at opsøge din lokale optiker. Her på siden kan du finde den optiker, der ligger tættest på dig.