Sportssolbriller – til den dedikerede sportsudøver

Når du dyrker sport i det fri, bør et par sportssolbriller være en fast del af udstyrspakken. Når solen står skarpt, og du skal koncentrere dig om din sport, er det altafgørende, at du har et par sportssolbriller, der hjælper dig til at yde dit ypperste. Der er stor forskel på et par almindelige solbriller og et par solbriller, der er designet til sport. Sportssolbriller er lavet i et stærkere materiale, der ikke kan gå i stykker, så du ikke risikerer glassplinter i øjnene, hvis uheldet er ude. Derudover er stellet ofte mere fleksibelt, stærkere og lettere, så de ikke ødelægges ved temperaturforandringer og udfordrende situationer. Det er bestemt ikke ligegyldigt, hvilken brille du vælger, da alle briller har forskellige funktioner, der passer til forskellige behov. Men hvilken brille skal du så vælge? Det kan være en jungle at finde rundt i det store udvalg, og vi har derfor udarbejdet en guide, der kan give dig et bedre overblik.

Sportssolbriller til løb

Når du skal vælge solbriller til løb, er der nogle vigtige faktorer der spiller ind. Et par løbebriller bør slutte relativt tæt til, så de ikke generer og falder ned. Det er dog også vigtigt, at de ikke sidder for tæt og lukker for ventilationen, da dette vil medføre tildugning. Det kan være svært at undgå dug på brillerne helt, når du løber. Sørger du dog for at rense dem ordentligt og bruge antidugmiddel inden løbeturen, så mindskes mængden af dug. Et par sportssolbriller til løb bør sidde godt og veje ganske lidt. Derudover er det vigtigt, at glasset er optisk kompenseret, så du lettere opfatter ujævnheder og forhindringer på stien. Det kan altså være en fordel at vælge et par sportssolbriller med blålysdæmpning, så detaljerne står helt klart.

Sportssolbriller til cykling

Som cykelrytter risikerer du at skulle cykle i alt slags vejr, og vejret kan endda nå at skifte i løbet af din cykeltur. Formålet med at benytte sig af sportssolbriller til cykling er, at de beskytter dine øjne mod vind, insekter, sne, støv og andet du kan få i øjnene under cykling. Den optimale farve på glasset afhænger af vejrforholdene, og det kan derfor være en god løsning at anskaffe sig et par briller med udskiftelige glas – også kaldet “clip-in”. Hvis du cykler i tåget vejr, snevejr eller mørke, bør du bære briller med gult glas. Skinner solen, er det en god idé at have briller med mørke glas. Transparente glas benyttes udelukkende til at skærme for fremmedlegemer. Alternativt kan du vælge fotokromiske glas, der automatisk bliver mørkere, når lyset bliver skarpere. Cykelbriller bør naturligvis også sidde tæt, og mange foretrækker wrap-around modellerne, da disse ikke generer eller falder ned under cykling.

Sportssolbriller til golf

Golf handler om præcision, og derfor er det vigtigt, at dine sportssolbriller ikke forvrænger din synsopfattelse. Foruden pasform og størrelse på brillen, er det en god idé at benytte golfbriller, der har et polariseringsfilter, så distraherende reflekser elimineres. Da mange golfspillere bruger meget tid i solen, er det vigtigt, at solbrillerne har god beskyttelse mod solens UV-stråler.

Sportssolbriller til vandsport

Som udgangspunkt bør du vælge polariserende glas til sport på vandet, da disse glas afviser genskinnet fra vandoverfladen. Alternativt kan du vælge et par briller med meget mørke glas, da disse har antirefleksbehandling på indersiden af glasset og spejlglas på ydersiden, som mindsker reflekserne fra vandoverfladen. Det er en fordel at vælge et par briller med vandafvisende glas, så dit syn ikke forstyrres af vanddråber og pletter fra vandet. Nogle af modellerne har buede stel og beskyttelse i siderne, så du undgår forstyrrende lysindslip.

Generelt om vores sportssolbriller

Hos Optikteam har vi et stort udvalg af farver, effekter og overfladebehandlinger. Sportsbriller fås ofte i flere størrelser og bør være fremstillet af superfleksible materialer, der kan formes, så de passer perfekt til ansigtet. Det er også vigtigt, at de solbriller, du bruger til sport, sidder godt fast. Derfor har mange sportsbriller specialgummi – ofte med riller – der klæber bedre, jo varmere og fugtigere du bliver.

 

Der er altså mange forskellige aspekter at tage højde for, når du skal købe et par sportssolbriller. Din lokale optiker kan hjælpe dig med at finde de briller, der passer bedst til dig og din sportsgren.